50% siger nu Nej Tak til Reklamer

Der er store og der er små milepæle, men de har alle det til fælles at de er milepæle. En af de milepæle runder vi i dag. Milepælen ligger i, at fra i dag har 50 % af alle danske husstande et “Reklamer Nej Tak” klistermærke på døren.
Hos organisationen Reklamer Ja Tak mødes nyheden om de 50 % med en tør konstatering fra den daglige leder, Peter Huggler:
“Det bør vække eftertanke, at over halvdelen af landets befolkning nu aktivt skal sige “Nej Tak” til fysisk besvær, unødvendig CO2-udledning og de daglige gener, ingen af dem har bedt om.”

Reklamer Ja Tak, en miljø-organisation der siden 2010 har arbejdet for at erstatte den nuværende fravalgsordning med en aktiv tilvalgsordning for de glitrede sider, mener, at det sidste valide argument for en Nej Tak-ordning forsvinder med dagens tal.

“Hvis man aktivt skulle tilmelde sig reklamer, i stedet for at framelde reklamer, ville det være bedre for miljøet, for borgerne og for vores pengepung. Vi ønsker ikke at forbyde reklamer, for vi ved, at en minoritet rent faktisk ønsker reklamer. Lad dog de folk, der virkelig ønsker reklamer, sige Ja Tak, og ikke tvinge alle os andre til at sige Nej Tak. Det nuværende system virker ikke. Flertallet skal direkte takke for, at deres dyre postkasse ikke bliver overfyldt”, siger Peter Huggler.

I regeringsgrundlaget for Regeringen Thorning-Schmidt var der indskrevet en undersøgelse af mulighederne for at indføre en sådan ordning. Dette blev dog oprindeligt forhindret af EU, men de har siden blødt op på dette område. Nu vil EU ifølge et svar til Christel Schaldemose acceptere en sådan ordning, hvis den bliver indført på baggrund miljøhensyn – ud fra ny videnskabelig evidens. Dette belæg mener Reklamer Ja Tak man kan finde i undersøgelserne omhandlende CO2-udledningen fra tilbudsaviser, lavet af DTU-miljø.

“Vi ønsker en aktiv tilvalgsordning. Selv hvis vi tager de lave tal, den grafiske branche godtager, er der er klar evidens for, at Danmarks CO2-udslip kan reduceres meget, hvis reklamer bliver til et aktivt tilvalg. Spørgsmålet er nu: Vil politikerne gøre noget for de danske borgere – ved at gøre noget godt for miljøet og klimaet?”, konkluderer han.

Fakta om Reklamer:

En dansk husstand modtager omkring 60 kg. reklamer om året, afhængigt af bopæl.
En dansk husstand sparer 140 kg. CO2, når den ikke modtager reklamer, og 75 kg. CO2, når den læser reklamerne online (DTU-miljø, LCA).
22 % af de reklame-modtagende husstande ønsker ikke husstandsomdelte reklamer, ifølge branchens tal.
Flere virksomheder, heriblandt trykkerier og supermarkeder, har været ude og anbefale en Reklamer Ja Tak-ordning.
Blandt de mest downloadede danskudviklede APP’s er de digitale tilbudsavis-applikationer, med over 1,3 millioner hentninger.

Kommentarer

kommentarer